Hvad kan du plante i et højbed?
Er du nybegynder i køkkenhaven, og har du endelig fået sat højbedene op og er klar til at komme i gang med alt det sjove? Læs med her, og få ti gode råd til, hvad du kan dyrke i haven.
Det er ikke bare blevet yderst moderne at dyrke sine egne grøntsager, det er også blevet en hobby for mange husejere, der nyder at fordrive tiden i haven. Med et højbed bliver det lettere at arbejde med grøntsagerne, og som nybegynder er det vigtigt, at det ikke er alt for svært – det skal være en succes, før det bliver sjovt.
Udover at vælge nogle grøntsager, der er nemme at dyrke, skal forholdene være i orden. Placeringen af dine højbede skal være optimal i forhold til sol og skygge, så inden du beslutter dig for, hvor de skal stå, kan du med fordel overveje, hvad du gerne vil dyrke. Jorden er også vigtigt for planternes trivsel, og du kan med fordel investere lidt penge i en god muld- og plantejord fra planteskolen – og huske desuden, at jorden falder lidt sammen med tiden, så hvert år vil det være nødvendig med ny jord og eventuel kompost.
10 nemme grøntsager
Som sagt er det sjovest at dyrke egne grøntsager, hvis du har en høj succesrate, og derfor anbefaler vi altid, at du starter med nogle forholdsvis lette grønsager – det kan fx være:
Gulerødder
Kartofler
Løg
Ærter
Radiser
Rødbeder
Salat
Spinat
Rosmarin
Persille
Har du mod på det, kan du selv dyrke udsætningsplanterne fra frø. Det kaldes forspiring, og det kræver, at du har lidt plads i vindueskarmene eller alternativt at du har et drivhus. Bliver det for stor en opgave, så start med at købe de små planter på planteskolen, og så kan du altid begynde på forspiring, når du er lidt mere velbevandret i køkkenhaven.